Hvad er slow fashion?

Slow fashion er navnet på min butik, men hvad ligger egentlig bag dette udtryk? Direkte oversat betyder det jo langsom mode – altså det modsatte af hurtig mode. Det er et modsvar til fast fashion, som har kendetegnet modebranchen i mange år. Fast fashion betyder lynhurtig udskiftning af, hvad der er smart og in lige nu. Fast fashion kræver nye varer i butikkernes udstillingsvinduer hele tiden og dermed også en udskiftning hjemme i folks klædeskabe.

Engang var det sådan, at der var en efterår/vinter-kollektion og så var der en forår/sommer kollektion. Det var det. Nu frigives der nye varer hver eneste måned – ja, helt ned på ugebasis. Vi forventer faktisk at se nye varer hele tiden, når vi går forbi vores lokale modebutik.

For nogle lyder det skønt med nyt tøj hele tiden. Jeg kunne godt tænke mig at gå lidt den anden vej. Denne enormt hurtige udskiftning af tøj giver nemlig et enormt pres på vores jordklode. Modeindustrien har i mange år brugt løs af vand, pesticider, billig arbejdskraft og CO2. Fokus har udelukkende været på indtjening og konsekvensen heraf har været et enormt spild.

Heldigvis er der flere og flere, som får øjnene op for at vi må skabe en mere bæredygtig måde at få tøj på kroppen. At det er okay at sætte farten ned. Vi er ved at indse, at vi godt kan være smukt klædt uden at lukke øjnene for de enorme miljøomkostninger, der følger med fast fashion.

Der er også skabt en trend, som går i retning af at skabe sit eget tøj. Sy, strikke, hækle og væve beklædningsgenstande, i udvalgte materialer og designs. Ofte bliver der lagt mange timer og tanker i det tøj, vi skaber selv, og derfor passer vi ekstra godt på dem. De ender ikke i skraldespanden efter at have været i brug en enkelt gang eller to. Når man køber færdigt tøj i butikken, så tænker man ikke over, at der er nogle mennesker et sted på kloden, som har lagt mange timer i at fremstille det stykke tøj, du har i posen med hjem.

Slow Fashion er et modsvar til fast fashion. Det er et nej tak til brug-og-smid-væk. Det er et ja-tak til at bruge hvad man har, passe godt på sit tøj, lave sit eget tøj og købe bæredygtig kvalitetstøj i naturlige materialer.