Udgivet i Skriv en kommentar

Sommertid

Sommerstrik i varmen og sommeråbningstider

Sommeren er over os og den skal nydes i fulde drag. De sidste par uger har været helt vidunderlige med sol og fantastisk varme. Herunder kommer jeg med et par råd om at strikke i varmen samt lidt om mine åbningstider her i sommerperioden.

Jeg hører flere gange om dagen, at det næsten er for varmt til at strikke, men man kan jo heller ikke bare lade være! Derfor har jeg samlet et 5 gode råd til hvordan man kan gøre det behageligt for sig selv at strikke i varmen.

Råd nr. 1: Strik med garn af plantefibre: Bomuld, viscose, hør, hamp, nælde og bambus. Disse garner er ikke nær så varme at sidde med.

Ecotec bomuldsgarn bæredygtigt strikket gæstehåndklæde
Her strikker jeg et gæstehåndklæde i Mistral – et bæredygtigt Ecotec bomuldsgarn. Det er hverken for tungt eller for varmt at sidde med.

Råd nr. 2: Strik noget småt. Nogle tidspunkter er perfekte til store, oversize sweatre og kæmpemæssige sjaler. Sommerens varmeste dage er ikke sådan et tidspunkt…. Vælg at strikke karklude, gæstehåndklæder, babytøj, en let sommertop osv. Hvis du er typen, der kan lide at være på forkant kan du også sagtens gå i gang med at strikke nisser nu!

T-shirt strikket recycled jeans bæredygtigt garn
En lille t-shirt, strikket af genanvendte comboybukser

Råd nr. 3: Strik udenfor. Jeg er selv stor tilhænger af at strikke udenfor – gerne i selskab med en iskaffe eller noget andet med isterninger. Bare pas på at du ikke bliver solskoldet, for så er det nemlig ikke hyggeligt mere.

Råd nr. 4: Strik i bilen. Fortså mig nu ret – man skal selvfølgelig ikke strikke, hvis man også er den, der styrer bilen! Men hvis man sidder på passagersædet er det nu meget dejligt at strikke. Vi elsker at tage på udflugter i vores eget dejlige land og jeg er så privilegeret at min mand ofte godt gider at køre. Så sidder jeg med garn og strikkepinde og vind i håret. Jeg er nemlig også så old school, at jeg foretrækker et åbent vindue frem for air condition…

Råd nr. 5: Strik om aftenen eller tidligt om morgenen. Om aftenen falder temperaturen, hvilket kan gøre det mere tåleligt at sidde med et varmt strikketøj. Herhjemme har de sene eller tidlige tider også den fordel at børnene sover og så kan man nyde roen, strikketøjet og en god kop kaffe.

Det var mine gode råd om at strikke i varmen. Hvis du har et godt råd om at strikke i sommertemperaturerne, så er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Og ellers kan du læse med herunder om mine lidt ændrede sommer-åbningstider.

I denne uge og de kommende 3 uger ændrer jeg lidt i åbningstiderne. Vi holder – lige som mange andre danskere – ‘stay-cation’ og nyder det danske land i stedet for at flyve ud i verden. Der er så mange smukke steder at se og gense.

Dansk natur staycation Danmark Møn
Mine 3 drenge på udflugt i den skønne natur

Jeg lukker imidlertid ikke butikken for at holde ferie. I stedet holder jeg lukket mandag og onsdag, så jeg kan tage på udflugt med mine drenge. Samtidig har Handelsstandsforeningen jo lavet et dejligt tiltag med søndagsåbent og markedsstemning, så jeg holder ekstra åben i weekenden. På den måde kommer mine åbningstider til at se ud som følger:

Mandag og onsdag Lukket

Tirsdag, torsdag og fredag 10 – 17

Lørdag og søndag 10 – 15 (dog lukket søndag d. 5. juli)

Disse åbningstider gælder fra i dag d. 30. juni og frem til og med mandag d. 20. juni

Udgivet i 2 kommentarer

Strikkede karklude og gæstehåndklæder

Vi er mange, som selv strikker karklude og gæstehåndklæder. Der bliver især strikket karklude som aldrig før. De strikkede karklude kan nemlig bruges igen og igen og udleder ikke mikroplast i vores have. Men ud over dén helt åbenlyse fordel, så er det blevet trendy at have strikkede eller hæklede klude. På Instragram vises køkkenskuffer stolt frem med fine foldede klude og yndige mønstrede gæstehåndklæder. Jeg er selv kæmpe fan og elsker mine strikkede klude. Hvor er det vidunderligt at vi er på vej væk fra en brug-og-smid-væk kultur!

Hjemmestrikkede karklude og gæstehåndklæder i økologisk garn

Strikkede klude og gæstehåndklæder i økologisk bomuldsgarn fra Karen Klarbæk

Mit absolut favoritmønster er perlerib. Det ser fint ud og det er dejlig nemt at strikke. Det er også et godt sted at starte, hvis man er helt ny udi at strikke sine egne klude. Derfor vil jeg dele med jer, hvordan jeg har strikket klude og gæstehåndklæder. Opskrifterne kan bruges på både Karen Klarbæks økologiske 8/4 bomuldsgarn og på Mistral Ecotec bomuldsgarn fra Cewec. Karen klarbæks 8/4 bomuldsgarn giver et lidt tyndere og lettere resultat, hvor Mistral bliver lidt tykkere og tungere. Her kommer personlig smag ind i billedet og jeg vil opfordre dig til at prøve dig frem. Jeg strikker typisk Karen Klarbæks bomuldsgarn på pind 3 og Mistral på pind 3,5. Derfor bliver klude og gæstehåndklæder i Mistral også lidt større, hvis man anvender samme maskeantal.

En karklud bliver ca 23 cm i bredden, når den er strikket i Karen Klarbæks økologiske bomuldsgarn og et gæstehåndklæde bliver ca 28 cm i bredden. Vær opmærksom på at perlerib er meget elastisk.

En karklud strikker jeg sådan her: Slå 59 masker op (eller flere, hvis du ønsker en større klud, men slå et ulige antal op). Pind 1: ret. Pind 2: *1 vr. 1 r*. gentag * pinden ud. Bemærk: For at få pæne kanter strikker jeg altid en kantmaske i starten og slutningen af hver pind. Første maske på alle pinde tager jeg vrang løs af, sidste maske strikker jeg ret. Strik indtil kluden er et par cm længere end den er bred, for den vil krybe lidt i vask. Luk maskerne af. De sidste to masker strikkes ret sammen, så får du et pænt hjørne.

Strikket gæstehåndklæde bæredygtigt garn
Strikket gæstehåndklæde i Ecotec bomuldsgarnet Mistral fra Cewec

Et gæstehåndklæde strikker jeg sådan her. Slå 81 masker op. Pind 1 – 10 strik ret. Pind 11: Strik 8 masker ret. Strik 1 vrang,1 ret indtil der er 8 masker tilbage på pinden. Afslut med 8 masker ret. Pind 12: Strik ret. Gentag pind 11 og 12 indtil arbejdet måler 40 cm. Strik 4 pinde ret. På næste pind lukkes de midterste 9 masker af og på den efterfølgende pind slås 9 nye masker op hen over de aflukkede. Strik endnu 4 pinde ret og luk så alle maskerne af. De sidste to masker strikkes ret sammen for at få et pænt hjørne.

Hvis du skulle blive bidt af at strikke dine egne klude og gæstehåndklæder og får lyst til at udfordre dig selv med nye opskrifter, så kan jeg i høj grad anbefale Karen Klarbæks bog Klude og Gæstehåndklæder. Det er en visuelt utrolig lækker bog, trykt på papir i god kvalitet og med smukke og inspirerende billeder. Karen Klarbæk har samlet en mængde smukke opskrifter og hun kan virkelig noget, når det kommer til smuk finish og fine afslutninger.

Opskrift strikket karklud gæstehåndklæde
Karen Klarbæks lækre bog med strikkede klude og gæstehåndklæder